foreskrives udsigelse om høsten og inden midfaste stævning til jordens opladelse thorsdag i paaskeugen. „Da skulle de fare til jorden, baade de, der skulle løse, og hun, der skal tage mod betalingen (aurum); da skal han (løsningsmanden) lade bære vidnesbyrd, hvorledes han sagde hende ud fra den jord, og hvorledes han stævnte hende og hendes værge; hvis da det er baaret tilfulde, da skulle mænd vurdere (meta) hans vidner og skjønne (meta), om han er kommen til løsningen eller ikke; hvis det befindes rigtigt (metast at fullu), da skulle de vurdere (meta) jorden til fuld værdi, vurdere jorden og se baade udmark og indmark; naar de da have vurderet jorden (jorð metna) da skal han byde betaling (aura), en femtedel mindre, end jorden er vurderet, eller dens værdi er; da skal han udrede det halvt i guld og sølv og halvt i trælle og kvæg; da tage han vare paa sin odel, men hun paa betalingen (aurum).“ Her beskrives altsaa forretningen i fuld overensstemmelse med de før anførte steder; den eneste forskjel er den nys forklarede, at mændene tillige siges at meta vidnerne og meta, om han er kommen til løsningen. Men der er fremdeles ikke tale om nogen dóm, og mændene siges hele tiden at „meta“, ikke at „dœma“. Det er imidlertid klart, at jo sikkrere sædvane det blev at lade skjønsmændene ogsaa bedømme de fremførte vidners lovmæssighed, desto mere maatte forretningen antage skiladomens former, og derfor finde vi da ogsaa, at enkelte lovsteder ligefrem tale om den paa thorsdagen i paaskeugen nedsatte
dóm.[1] Maaske har det allerede fra først af været skik, at hver
- ↑ Gul. kap. 283 og 284. Tolkningen af det sidste sted er bestridt, da dets slutning kunde synes ikke at staa i nogen god sammenhæng med det øvrige. Det heder saa: Nú vill maðr stefnu jörð eina brigða, þá skall hann segja honum fyrir of haust með vatta tvá, hann má bæði senn gera ef hann vill, ok stefna honum til auratöku þorsdag i páskaviku á jörð þá er þeir deila um. Nú koma þeir þar, þá skall hann setja niðr dóm einn, ok njóta vátta sina hvessu mikla aura hinn á i þeirri jörðu, þá skall hann reiða nema hinum beri vitni til meiri aura, þá skall hann vátta hafa at, er at þeirri stefnu kemr er hann á jörð sina aptr at leysa. Man har vistnok foreslaaet at læse den sætning: þá skall hann osv. i umiddelbar sammenhæng med: Nú koma þeir þar; forudsætningen skulde da være, at kompilator havde havt to texter for sig, hvoraf den ene havde sæt-
