med sit Rovdyransigt, saa den lille slu og smidige Tater og de andre seks, der hver og en opviste et Billede paa Laster og Forbrydelser. De var alle af den Bærmes værste Udskudd, som vover alt for sin Tilværelse, rede til at være hvilketsomhelst Forbrydelsens Redskab i en sterk Mands Hænder, som Grevens. Og ved sine Bedrifter og sit Eksempel havde han vundet om ikke deres Hjerter saa deres Tro og Hengivenhed, og de beundrende Blikke, de tilkastede ham, viste, at de mere end gjerne vovede med ham i Spidsen at la sig drive ud i de vildeste Eventyr.
Da „Greven af Oslo“ saaledes havde holdt Parade over sine Soldater, nikkede han tilfreds.
Han vekslede nogle hurtige Ord med Isak og gav Tateren Reinert en Befaling.
Denne sidste krøb straks hen til Aabningen i Tagtækket og forsvandt i Sølen udenfor.
Detektiven saa alt fra sit Skjul; men han kunde ikke høre, hvad der blev sagt. Han forstod dog saameget, at Tateren havde faaet Befaling til at holde Vagt udenfor for ved et aftalt Signal at melde, om noget mistænkeligt nærmede sig.
„Greven af Oslo“ havde en Bylt under Armen. Han bad sine Kamerater nærme sig ham, la sig selv ned paa Knæ og skar med et raskt Snit af sin Kniv Bylten istykker. Først trak han frem en solid Taugstige. I Skinnet fra Blændlygten fik ogsaa Krag fra sit Skjul et Glimt af den: Det var en tynd Silkestige af dem, som For-
