en af Følget, en bekjendt Slaaskjæmpe. Det var forøvrigt ikke vanskeligt. Og da jeg havde faaet et Par Slag over Næseroden, saa jeg blødte godt, gik jeg fra dem og karrede mig istedet ind paa Teglverket, hvor min Ankomst ikke vakte videre Opsigt. I Begyndelsen var der bare to af Banden samlet derinde, men siden kom to til, og den ene af dem var mig en særdeles magtpaaliggende Person.“
„Og hvem var saa det?“ spurgte Opdagelseschefen spændt.
„Det var ingen mindre end den stakkars Græffs Morder,“ svarte Krag med en underlig Klang i Stemmen. „Jeg forstod straks, at det maatte være ham, og jeg kan med Tilfredsstillelse meddele Dem, at jeg har faaet Ret i min Formodning om hans Udseende. Her er forøvrigt hans nøiagtige Signalement.“
Detektiven la et Stykke beskrevet Papir paa Bordet. Opdagelseschefen stak det straks til sig. „Hvad der videre hændte, er hurtig fortalt,“ fortsatte Krag. „Ud paa Aftenen kom, som jeg havde ventet. Bandens Anfører selv, forklædt som Sjømand.“
„Og det var Manden med de to hvide Heste? Amerikaneren Nelson?“ spurgte Opdagelseschefen spændt.
Krag nikkede bekræftende.
„Der jeg laa, kunde jeg ikke opfatte, hvad der blev sagt, men saasnart Amerikaneren var
