var i Promenadetiden, — fik jeg se vor fælles Ven komme kjørende opover Karl Johan under almindelig Sensation.'“
„Var det ham med de to hvide Heste?“ indskjød Opdagelseschefen.
Krag nikkede.
„Det er vor Mand,“ svarte han; — „jeg styrtede til, straks han havde kjørt forbi, og jeg fik øieblikkelig min Mistanke bestyrket. Akkurat de selvsamme Hjulspor.
Nu slutted jeg som saa: Aldenstund Manden har anseet det saa vigtig at faa git et Vink til Mændene i Teglverket idag, er det klart, at noget skal hænde ikveld eller inat deroppe.
Jeg besluttede mig derfor til at spionere.
Omklædninger, som kunde narret min egen Mor, hører blandt mine letteste Kunster, ved De! Og snart var jeg ogsaa omskabt til den mest fuldendte Lazzaron, som nogengang har traakket i Kristiania.
Da det mørknede mod Kveld, var jeg allerede i Udkanterne og ranglede omkring fra Kneipe til Kneipe. Paa et Sted traf jeg sammen med et Fantefølge, og vi blev slængende opover Veiene sammen. Alle i Følget var berusede, og jeg lod til at være den værste blandt alle. Listelig fik jeg trukket Følget forbi det Teglverk, hvor Banden holder til. Og jeg opførte da et saadant Leven, at denne maatte ha bemerket det. Lidt efter sørgede jeg for at komme i Slagsmaal med
