Amerikanerens Udtalelse blev modtat med
en Blanding af kraftige Modsigelser og overgiven
Munterhed.
Advokaten — det var den berømte L ...., som gjerne yndede ved denne Slags Anledninger at ta paa sig en overlegen-beskyttende Mine, — klappede Mr. Nelson overbærende paa Skulderen og sa:
„Den Logik er dog noget forfløien, Høistærede.“
Idetsamme sloges Døren til Spisesalen op, og Selskabet gik samtalende og spøgende didind.
„Lad os nu lægge tilside alle andre Tanker for Bordets Glæder,“ sa Assessoren. „Vi maa alle ønske, at Slynglerne blir knebet.“
„Ja, det blir de nok,“ svarede Bjørn — han gik ved Siden af Amerikaneren, — „om de er aldrig saa slu,“ fortsatte han, „Vil de dog omsider efterlade et Spor, som leder til Opdagelse.“
„Ja, tror De nu egentlig det?“ spurgte Amerikaneren ligegyldig.
„Tja,“ svarede Konsulen, ogsaa meget ligegyldig, medens han dog stirrede Amerikaneren ind i Øinene og vogtede paa hvert Træk i hans Ansigt, „Forbryderne vil sent eller tidlig komme til at gjøre en Feil, begaa en Tankeløshed, være uheldige. Lad os si efterlade noget, tilsyneladende ubetydeligt, der kunde lede paa Sporet. For Eksempel en Mansjetknap.“
Ikke en Nerve syntes at røre sig i Amerikanerens Ansigt; han var lige kold som ellers.
