sul Bjørn havde faaet nok en Tilhænger af sin Theori om Kristianiarøverne.
„Det glæder mig,“ sa Amerikaneren. „Saa De mener, at man maa gaa høiere op, end Politiet gjør, for at finde Kjeltringerne?“
Konsul Bjørn nikkede.
Der havde nu samlet sig en stor interesseret Klynge om Mr. Nelson.
„Jeg tror endog,“ la Konsul Bjørn til, „at man, naar Tiden er inde, vil bli meget forbauset over at finde, at Banden har Tilknytningspunkter til Kredse, som man mindst af alt kunde tænke sig Muligheden af.“
„Nei, hvad mener De dog?“ indskjød Advokaten med et tvilsomt Smil.
„Ja, at vi hver Dag godt kan gaa og lette paa Hatten for en dristig Forbryderchef, kanske regne ham endog blandt vore gode Venner. Hvem ved? Kanske er han her iaften midt iblandt os.“
Ytringen vakte almindelig Opsigt, og der faldt Udraab som „Hør nu!“ — „Nei, ved De hvad!“ — „Umuligt!“ — „Latterligt!“ — „Fornærmeligt!“
Politimesteren, som var kommet til, rynkede Panden af Misfornøielse.
Men i samme Øieblik fik Konsulen Undsætning af Amerikaneren.
„Jeg er enig med Dem,“ sa han, „ingen ved, hvor Forbryderen befinder sig, eller hvem han er, og ingen af Eder, mine Herrer, kan bevise, at han ikke er i dette Selskab.“
