skyldning og forsvandt endelig ind i sin egen Lugar.
Da Direktøren nogle Minutter efter kom derind, laa Kristiania-Detektiven allerede i den dybeste Søvn.
Ved Frokostbordet om Morgenen var Asbjørn Krag livlig og pratsom. Han sad ligeoverfor de to Tyskere og forsøgte flere Gange at faa istand en Samtale, men Tyskerne, eller rettere sagt den magre, sorte, svarte trægt og affeiende. Den rødmussede i Sportsdragten sa ikke et Ord. Han bare spiste, spiste uhyre.
De havde i Kragerø faaet de sidste Nyheder ombord. Asbjørn Krag ledede Samtalen ind paa Marokkokonflikten og oversatte et af Lokalbladenes Telegrammer for Herr Müller. Først da lod han til at bli endel interesseret.
— De tyske Blade er rasende over Delcassès Tale i Brest, sa han, „Berliner Tageblatt“ skriver aabenlyst, at den nuværende franske Udenrigsminister er en Fare for Freden i Europa.
— Lad Franskmændene brøle, svarte Tyskeren trægt, lad dem bare komme, vi er nok forberedt.
— I alle Dele? spurgte Krag.
— I alle Dele. Det koster vor Keiser et Ord og saa skal vi inden fireogtyve Timer være paa fransk Grund.
