vide om min Plan. Det er nemlig nødvendigt at lægge det Hele saadan an, fordi vi herved faar en Chance fremfor vor Modstander: Han ved ikke, fra hvilken Kant Hovedangrebet kommer.“
Opdagelseschefen tænkte sig om et Øjeblik. Saa sa han:
„Jeg gaar med paa dette. Jeg stoler paa Dem.“
„Meget vel; saa skal jeg begynde straks, allerede iaften.“
„Tror De ikke, det vilde være klogt at reise til Amsterdam?“ spurgte Opdagelseschefen. „Der har vi jo et Holdepunkt med Hensyn til Diamanterne hos Maartens. Kunde den Traad forfølges, vilde den nok lede til Bandens Hjælpere og derigjennem videre til Banden selv.“
„Ganske rigtigt. Men det vilde alligevel være upraktisk. En Bande, som sætter et Apparat som dette igang, nøier sig nok ikke med disse tre Tyverier. Lederen har ganske sikkert lagt en Plan til et formeligt Udplyndringsfelttog. Snart kommer vi til at erfare nye Udslag af hans smarte Begavelse, og da gjør jeg mest Nytte her i Byen.“
„Vel, vel! Gjør ganske som De vil,“ svarede Opdagelseschefen.
Asbjørn Krag reiste sig for at gaa.
„Imorgen Middag vil De faa høre nærmere fra mig,“ sa han; „jeg kommer maaske da til at maatte bede Dem om en liden Tjeneste.“
I detsamme ringede det kraftigt paa Opdagelseschefens Telefon. Han greb Hørerøret. Krag
