„Jeg forstaar“ sa Detektiven, „at De mener
Tyven hos Statsraadinde Ebbell er den samme,
som har udført de dristige Tyverier Nat til igaar
og Nat til iforgaars?“
„Rigtigt! Det er de samme Træk, som gaar igjen ved alle tre Forbrydelser.“
„Altsaa en farlig Mand.“
„Kjeltringer, tænker jeg, vi faar si. Jeg tror, her opererer en hel Bande.“
„Det er tydelig nok,“ svarede Krag. „En Mand alene kunde ikke uden fornøden Hjælp udføre slige Forbrydelser.“
„Det er godtgjort. Nu vel; — Tilfældet med Statsraadindens Diamanter synes at bevise Bandens Forbindelser i Udlandet, hvor man paa en eller anden Maade omsætter de her i Norge stjaalne Sager. Banden er altsaa international. Vi maa for enhver Pris fakke den, før den faar gjort endnu mere Skade.“
Asbjørn Krag slog et Slag fremover Gulvet.
„Overlader De mig Sagen?“ spurgte han.
„Ja, jeg overlader Dem Sagen,“ svarede Opdagelseschefen.
„Og jeg tar den kun paa én Betingelse.“
„Lad høre.“
„Jeg faar Anledning til at arbeide fuldstændig for mig selv. De lader Politiets andre Sporhunde forsøge at faa ud af Affæren, hvad de evner; medens jeg arbeider i det skjulte, uden at nogen ved det, med fuldt frie Hænder. Kun De maa
