faa Rede paa Sammenhængen med dets Besiddelse af Diamanterne. De har hørt Svaret. Jeg kan forsikre, at Walther Wilson er et meget gammelt og anseet Firma.“
Detektiven nikkede atter bifaldende.
„Jeg ved det“, sa han. „Jeg kjender ogsaa til Maartens i Amsterdam. Han har et af Verdens største Diamantsliberier. Saa det er ganske rimeligt, at Diamanter til et eller etpar tusen Kroner ikke interesserer ham synderlig.“
„Det er heller ikke Diamanternes Værdi, som for os har den største Interesse i dette Tilfælde,“ svarede Opdagelseschefen. „Det er noget andet, Hr. Krag. De husker altsaa først Tyveriet hos Statsraadinden, endskjønt De ikke havde noget med Eftersøgelsen at bestille?“
„Ja vel!“
„Var intet Dem særlig paafaldende ved det Tyveri?“
„Det var ganske mystisk,“ svarede Detektiven. „Og saa var det udført med større Klogskab, end man er vant til i den Slags Affærer. Dertil kom, at alt tydede hen paa det, at Tyven maatte være en lokalkjendt Person; medens Mistanken dog ikke en eneste Gang under hele Eftersøgelsen kunde kastes paa nogen af Tjenerskabet eller Familiens Omgangskreds.“
„Netop. Og saa denne forbausende Sikkerhed ved Siden af Kyndigheden, hvormed Indbruddet og Tyveriet var blit udført.“
