med Dokumentpakker og Papirer. Han saa iaften alvorligere ud end sædvanlig. Efter at ha bedt Krag ta Plads i Stolen ligeoverfor sig, tog han frem et Telegram, som han læste op. Det var fra London og lød i Oversættelse saaledes:
„Omspurgte Diamanter tilhørte et større Diamantparti, som vort Firma for 1 Maaned siden kjøbte hos Maartens, Amsterdam. Maartens telgraferer intet at huske om disse smaa Diamanter.
Detektiven saa paa sin Overordnede.
„Jeg skal forklare Dem Sammenhængen,“ sa Opdagelseschefen.
„De husker ganske sikkert Diamanttyveriet hos Statsraadinde Ebbell?“
„Særdeles vel,“ svarede Detektiven, „der blev stjaalet Broscher og Ringe til Værdi af ca. 4000 Kr. Tyven opdagedes aldrig.“
„Rigtigt! Men igaar er en af Broscherne og en af Ringene fundet i en herværende Guldsmedforretning. De saa Forretningens Indehaver idag komme ud af mit Kontor, saa De gjætter, hvem det er. Hans Hæderlighed er selvfølgelig hævet over enhver Tvil.“
Detektiven nikkede.
„Nuvel! Jeg forhørte Guldsmeden, som fortalte, at Diamanterne var kjøbt hos Juvelerfirmaet Walther Wilson i London. Jeg telegraferede derfor straks til dette Londonerfirma for muligens at
