hørte ham si „Vel“ og en Stund efter „Adjø“ og derefter hurtig ringe af.
„Det var fra Konstabel No. 77,“ sa Chefen med noget ophidset Stemme. „Han melder, at der netop er forøvet et dristigt Indbrudstyveri hos gamle Rentier Berg paa Drammensveien. Pengeskabet er brudt op. Rentieren selv ligger bevidstløs efter et voldsomt Slag i Baghovedet.“
Medens han talte, gav han et Signal med Klokken, hvilket betydde hans øieblikkelige Forlangende om en Vogn. —
„Naar De kommer ned,“ sa Chefen til Krag, „er Vognen kjørt op foran Politistationen. Tag med Dem et Par af de vagthavende Betjente samt Politilægen. Det skulde vel ikke være en Streg af vor begavede Ven?“
„Det høres slig ud,“ svarede Krag; „jeg gaar ind paa mit Rum og tar nogle Smaasager med mig. Jeg ønsker at være ukjendt. Jeg maskerer mig hurtig i Vognen.“
Opdagelseschefen gav sit Bifald tilkjende, og Krag gik.
Klokken var da ½2 Nat. Faa Minutter efter kjørte Detektiven, sammen med Lægen og de to Betjente, i lukket Vogn udover Drammensveien.
