Vogn. Udenfor silregnede det. Der gik 10 Minutter, og saa rullede Vognen op for Døren. Herrerne tog Afsked med hinanden. Assessoren boede Nærheden, han kastede bare et Regnslag over sig og traskede hjem i forholdsvis godt Humør med Aftenens bedste Gevinst. Konsul Bjørn, alias Detektiven, foregav at ville kapre en Drosche paa Holdepladsen længere nede i Gaden.
Da Amerikaneren stod færdig til at stige ind i Vognen, sa han:
„Hvor et sligt Regn gjør Luften ren og frisk!“
Han aandede den fugtige Luft ind i fulde Drag.
„Jeg liker et saadant mildt, roligt Regnveir!“ — Henvendt til Kusken fortsatte han:
„Kjør mig et Stykke udover til Sandviken. Jeg vil slaa Vognvinduet ned. Jeg beklager, Hr. Konsul,“ tilla han, „at jeg ikke kan by Dem Plads med. Slige natlige Kjøreture foretar jeg bestandig alene.“
„Konsulen“ smilede bare og bød frem sit Sølv-Cigaretui.
„Men en god Cigar bør De dog ha med paa Veien.“
Amerikaneren takkede og tog imod den.
Detektiven rev af en Fyrstikke og gav ham Ild. I Skjæret fra Fyrstikken fik han kastet et Blik ind i den lukkede Vogn. Saasnart Detektiven saaledes havde opnaaet sin Hensigt, hilste han og drev nedad Gaden. Amerikaneren steg ind i
