reder Kolbø, hvor gjerne Byens bedste Spillere samledes. Amerikaneren spillede først sammen med Assessoren og tabte. Senere spillede han med Skibsrederen. Da tabte han ogsaa.
„De sidder i Uheld iaften,“ sa Konsul Bjørn skjødesløst elskværdig.
„Ja,“ svarte Amerikaneren tørt med et forbindtligt Buk; „min Stjerne daler iaften. Tilsyneladende, Hr. — Bjørn!“
Klokken blev et, og den blev halvto.
Detektiven sad i stor Spænding. Amerikaneren lod som intet, men Krag la gjentagne Gange Merke til, at Amerikanerens Blik saa forskende paa ham.
„Han vil se, om jeg ved noget,“ tænkte Detektiven, og lod, som han var helt optat af Spillet. Han følte sig overbevist om, at ved det mindste Tegn paa Utaalmodighed fra hans Side vilde Amerikaneren øieblikkelig fatte Mistanke.
Amerikaneren lod heller ikke den mindste Spænding komme tilsyne.
Klokken to sluttede en Rubber, og Amerikeneren foreslog at stanse Spillet, som da havde varet i tre Timer.
„Jeg føler mig ikke rigtig vel,“ foregav han.
Han havde tabt hele Aftenen.
Selskabet reiste sig fra Bordet, og efter endel intetsigende Passiar tog Herrerne Tøiet paa.
Amerikaneren havde imidlertid faaet Skibsrederens Tjener til at telefonere efter en lukket
