Vognen og smeldte Døren høit og lydelig igjen efter sig, hvorefter Kusken piskede paa Hestene. Vognen kjørte raskt afsted udover Drammensveien.
Da Krag efter en hurtig Gang var kommet ned paa Holdepladsen, kom en høi, skulderbred Mand imod ham.
Det var en af Politiets Mænd.
Detektiven hviskede nogle Ord til ham, og Manden sprang straks op i en Drosche, der kjørte ham samme Vei, som den „Greven af Oslo“ havde tat.
Krag selv kjørte ned til Politistationen.
I Hallen traf han Opdagelseschefen, som gik nervøs frem og tilbage.
„Jeg har ventet paa Dem i næsten en Time,“ sa han. „Klokken er nu halv tre.“
„Det er ogsaa paa Tide, at vi kommer afsted,“ svarte Krag, „vi har ingen Tid at spilde. Er alt iorden?“
„Fuldstændig. Vore Mænd er alle paa sine Pladse.“
Opdagelseschefen og Detektiven satte sig i Vognen og kjørte nedad mod den Bydel, hvor Juvelerforretningen laa. Det var i et af de Strøg, hvor der er et pulserende Liv om Dagen, men som om Natten ligger mørkt og næsten folketomt.
Vognen kjørte forbi Guldsmedbutiken og svingede op i en Sidegade, hver Opdagelseschefen og Krag hurtig sprang ud, medens Vognen rullede videre nedad Gaden.
