til at læse brevet til ende, og summen av det hele er at han har opgit enhver tanke paa at eie hende, — og hvorfor? Det er ikke de ydre forhold som er det ene avgjørende eller det vigtigste. Nei, det var dem selv det berodde paa, de hadde altfor mange overensstemmende egenskaper, som vilde gjøre det umulig for dem at hævde sig sam men i det borgerlige. — «Jeg gjorde mig da fortrolig med den tanke, at jeg her bestemt maatte gjøre afkald paa en stor glæde, og jeg behøver vel ikke at sige, at det i begyndelsen kostede mig stor anstrængelse.»
Til slut tilbyder han hende et varmt venskapsforhold, og saa kan de «lade det gamle mørke for stedse være hævet».
Ja, han kunde sagtens, han som ikke elsket. Men hun den ulyksalige! Man undres ikke naar man hører at hun læste sig næsten gal paa dette brev. — Alf Collett har sikkert ret naar han mener at det var det som fødte den smertefuldeste og skjønneste side i hendes selvbiografi. «En aften i begyndelsen af juni, himmelsk mild og fuld af vellugt, liv og lys! Jeg sad paa bænken under det store æbletræ i haven. Hele gangen var hvidspettet af dets blade. Og jeg sad i dybe betragtninger. Jeg tænkte over et under, der laa for mig, jeg tænkte paa, at i aar var alle pinseliljerne raske, ikke en af dem havde tæring, som de ifjor næsten alle havde.» — Hele naturen er stemt til fest og lykke, og fuglen i toppen av den stolte birk synger sin glade sang, jubler i henrykkelse. «Men
