med eet falder den ned i lange, dirrende, dæmpede toner, saa veemodig beklemt, som om den vidste om noget sørgeligt. Og det hjælper ikke noget at græshopperne nede paa volden enstemmig siger: snik! snak! Og humlerne brummer: pur indbilning — —; den lille fugl, som sidder oppe i toppen af birken, synger endnu vemodigere, endnu tungsindigere; den ved det bedre: der er noget sørgeligt. Og min sjæl var som en af knopperne, saa fuld, saa rigtig færdig til udspringen, men ikke utaalmodig, pent stille som disse; de venter til regnen kommer. Ja, min sjæl var rig og fuld dengang, den var tung af haab og livets fulde sødme.
Da kom der et brev, det var endda rosenrødt, som man dengang ofte brugte brevpapir. Da jeg havde læst det, og det var gledet ned paa sandet, saa det saa uskyldigt ud, som om det var et blad fra træet med de andre blomsterblade. Og det havde dog været vægtigt nok til at knuse et haab for denne verden. — — — — I den time brast et baand mellem naturen og mig, der aldrig skulde heles, og jeg elskede den ikke som før.»
Men endnu var det ikke slut, endnu ulmet det i asken, de møttes atter i selskapslivet, han hvisket hende i øret om nye recidiver, og der kom flere rosenrøde billetter. — I en av dem — skrevet netop som han var kommet hjem fra et ophold i Kjøbenhavn, fortæller han hende at hun altid hadde været i hans tanker i det fremmede, og han slutter brevet med et digt:
