Der stode i et blomsterbed
en neglik og en lilie,
og begges længsel var saa hed
og havde den samme vilie;
de vilde hvile blad ved blad,
den hvide med den røde;
men roden dybt i jorden sad
og hindrede deres møde.
De stod saa fjernt og dog saa nær
og kunde ei længslen slukke.
Og vexled i duft og farveskjær
de kjærligste blik og sukke.
Paa dagen fulgte en dunkel kvel,
med skyernes slør om panden,
de tog da et smerteligt ømt farvel,
og skimtede knapt hinanden.
De bøiede sig af et sorgfuldt sind —
og mødtes i stille gammen;
nu hvilede blomsterne kind ved kind,
nu flød deres taarer sammen.
Farvel min inderlig kjære Camilla!»
Paa baksiden av dette brev har Camilla skrevet: «Kunde man ikke blive vanvittig af saadanne (breve)? Altid en eggende tilstaaelse, der ender med et farvel! Vi har aldrig «hvilet kind ved kind;» vore taarer er aldrig flydt sammen, ak nei, dem græd jeg alene.»
Tilslut reiser selvopholdelsesdriften sig i hende, hendes livsfølelse gjør oprør; hun er for ung og for sterk til at finde sig i at hendes liv paa denne
