maate lægges øde; hun vil ut av det, bort fra det hele, og hun skaffer sig farens tilladelse til at reise til Hamburg, hvor hun hadde bekjendte fra før av.
Hun blev der et helt aar; men Welhavens breve fulgte efter, — ikke mange, men likesaa karakteristiske som de tidligere.
De hadde nu arrangert et slags søskendeforhold, han kaldte hende «kjære syster», og de sa du til hverandre, de skulde være venner, fortrolige, sande og oprigtige mot hverandre. Welhaven antyder endogsaa en gang at hun burde «tænke paa at ta et hjem med dets reelle goder». Men da hun saa fulgte hans raad eller i alfald virkelig gik hen og forlovet sig, fik pipen en anden lyd. Han hadde skrevet et langt brev til hende, men saa fik han høre om hendes underbare forlovelse, «og jeg kastede mit brev paa ilden, fordi det syntes mig med eet, som du var død og borte — — —. Jeg havde tabt alle mulige traade, og min adopterede søster blev mig med al hendes andeel i min sjæls hemmelige historie saa vildfremmed som en af de fabelagtige princesser, der figurere i tusind og en nat. Jeg har siddet i mange ensomme timer og grublet over denne episode af dit liv, og jeg har spurgt: «Du, armes Kind, was hat man dir gethan?» Det er vel overflødigt at udvikle for dig, hvad der i denne begivenhed maa berøre mig ubehageligt — — —.» Han gaar ut fra at hun har handlet i desperation. «Er du meget bedrøvet? Hvad skal jeg gjøre forat formilde dine taarer? — — — — O, at jeg kunde
