træde foran dig og skjærme dig, og brede en mild lysning over dine mørkeste dage. Der er dog ingen, der kunde dele din kummer og lutre og formilde dine tanker saaledes som jeg.»
Tilslut tar han avsked med hende i disse vakre men i bunden litt æstetisk opstyltede ord: «Mit liv er dog usigelig armt; jeg kan intet give dig for al den kjærlighed, hvormed du har helliget mit billede, og styrket min troe paa den milde engel i mit indre. Men du skal dog vide, at min hengivenhed er uforandret, og at mit hjerte aldrig har dømt dig haardt. Mange af mine venner hengraane og sygne ved min side, og ofte grunder jeg over, hvad der dog har bundet mig til dem. Dit billede er indfattet i min ungdoms underlige skjæbne, og saavist som jeg haaber at bevare min vaar uvisnelig, skal jeg ogsaa frede om din bittersøde erindring. Vi have haft nogle smukke foraarsdage og jeg har glædet mig med lærkerne, og der har siddet muntre smaafugle ved mit vindue og kviddret og frittet mig ud om mine længsler og forhaabninger; men nu er atter himlen selsom bevæget og meddeler mig sin dunkle uro. — — — Ja, min horizont er mørkladen i denne time; og dog har jeg aldrig hilset nogen vaar med bedre fortrøstninger; men jeg har tænkt paa dig og havt en stille og traurig høitid, indviet til mindet og til skjæbnens dunkle magter.»
Paa dette brev kom der, saavidt jeg vet, ikke noget svar fra Camilla, og der skulde gaa mere end tyve aar, før de atter møttes.
