{{{1}}}
Da hun litt, men ingenlunde fuldstændig restituert, kom tilbake fra Frankrike, møttes de igjen, og den grusomme lek begyndte paa nyt. Kampen mellem Welhaven og den Wergelandske familie var bitrere end nogensinde; det var midt i Dæmringsfeiden, og det kastet vel forbigaaende kuldeilinger ind i forholdet; men det var ikke hovedsaken. I mai 1835 skrev han et brev til hende, hvor han samtidig som han søker at forklare hvorfor det ikke kan bli til noget varig mellem dem, dog bruker saa sterke ord som disse: «Jeg nægter ikke, at det mangengang blev mig ret broget, naar mit øie dvælede paa Deres sylphideartede skikkelse, og jeg havde da, naar jeg anede en lønlig forstaaelse mellem os, ofte en rasende lyst til at gribe Dem i mine arme og proklamere min herlighed for et æret og studsende publikum». Men denne rasende lyst betvang han — altid. Hans ord bølgede frem og tilbake, tændte snart hendes sind i flammende haab for like efter at slukke det, begrave det under den askehop, som tilslut var det eneste, som blev igjen. — — — «Jeg følte mig sikker, da jeg havde opgivet forestillingen om en fuldkommen besiddelse; thi dette kan et brændende sind aldrig.» Nei ganske visst. Men saa kommer det like efter: «Imidlertid havde jeg mine recidiver.» — Stakkars Camilla, — hun er nødt
