stormende slyngelaldertid hvor slike scener hørte til dagens orden.
For et ungt ømt elskende pikehjerte var det haarde tider at leve i.
Men heller ikke for Welhaven var det saa liketil. Hans kamp mot Henrik Wergeland var noget mere end strid om litterære opfatninger; dette geniale monstrum var for ham summen av alt det han hadet, — raaheten, hæsligheten, tøilesløsheten; han følte sig som martyren, den ensomme ridder, som gik den sikre undergang imøte for den gode sak, — Protesilaos som «seirer ei, men kjæmper kun og falder». Henrik Wergeland var Fenrisulven. Men endnu mere hadet han kanske den gamle provst, som han omfattet med Hele heftigheten av umiddelbar antipati, som var et fremtrædende træk i Welhavens sjælelige utstyr. Naar han sat sammen med Camilla kunde det hænde at der tversigjennem hendes himmelske skjønhet i et blink kunde aabenbare sig en likhet med de forhadte, og han trak sig forstemt ind i sig selv, — som stukket av en slange.
Og der var mere. Bernhard Herre hadde ikke løiet da han fortalte Camilla at Welhaven var fattig, og han hadde ikke utsigter til at det skulde bli bedre; det vilde være letsindighet av ham at tænke paa at knytte en kvindes skjæbne til sin, og letsindig var Welhaven ikke.
Men hvor litet har det dog egentlig at si, alt dette, som man har anført for at forklare Welhavens opførsel likeoverfor Camilla Wergeland.
