tvivlet mod til. Jeg vidste H.’s vrede vilde blive frygtelig, og jeg beredede mig med den kraft, som tanken, at det var for hans skyld, indgjød mig, paa at gaa stormen imøde. Seent eller tidlig maatte han faae se det, det vidste jeg, og jeg besluttede derfor selv at angive mig. Med hjertebanken hører jeg ham komme op ad trappen, og forundret spørger han, hvad jeg har gjort paa hans værelse, om jeg har læst i hans papirer. Ja, jeg har, svarede jeg, og ikke alene det, men strøget over. Du veed nok, hvad jeg meener, hiin apostrophe till St. S., som er skammelig uretfærdig — — —
«Er du rasende?» jeg erindrer ikke, hvad H. i sin hidsighed sagde, men han stødte mig voldsomt, blodrød af forbitrelse, fra sig, saa jeg tumlede mod den lige overfor staaende dør. — — — Jeg gik, haabende, at han ikke havde tid til at skrive et nyt manuskript. Mit haab har ikke bedraget mig, jeg har aldrig seet hiin critik komme for lyset. — Har jeg ikke bogstavelig modtaget et slag for ham? O, hvor det gjør mig stolt. — —»
I denne lille episode har vi i et blink for os — den 19-aarige elskovsblussende pike, blind for faren, ofrende sig for sin helt, svulmende av stolthet over at lide for hans skyld, — og broren, den lidenskabelige hedspore, hensynsløs indtil brutalitet i sin opflammende vrede, — prestegaardstrappen, som sikkert ikke bare denne gang var skuepladsen for slike sammenstøt — og som bakgrund for billedet — hele tiden, det unge Norges
