sin ondsindede brochure «Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik», som ikke bare gik ut paa at knuse brorens digtning, men ogsaa indeholdt skammelige anfald paa hans moral, og et par aar efter kom «Norges Dæmring», en grusom haan mot alt det som var mændene paa Eidsvold prestegaard hellig og ukrænkelig.
Camillas hjerte svigtet ikke, hun holdt tappert paa den elskede St. Sebastian, hos hvem ogsaa hendes intellektuelle sympatier i striden laa. Men hjemme paa prestegaarden, hvor man naturligvis snart hadde faat nys om hvorledes det forholdt sig mellem de to, maatte man jo se med ublide øine paa muligheten av en forbindelse mellem dem. Hendes hjerte blev sønderrevet i hendes ulyksalige stilling midt imellem de rasende motstandere. — Hun gjorde hvad der stod i hendes magt for at hindre eller dæmpe de lidenskabeligste utbrudd fra prestegaardsleiren. — «En dag kom jeg ind paa Henriks værelse. Et ufuldendt manuskript laa opslagen paa hans pult. Jeg læste det trods det strenge forbud (mod) at see i hans papirer; der anede mig noget — mod ham. Det var en Critik over «Bien», bestemt til at rykkes ind i «Morgenbladet». Han siger, St. Sebastian (som nok ogsaa havde recenseret «Bien») har ret, skjønt recensentens arrogance og modbydelige egoisme aander gjennem det hele etc., etc., etc.
Pennen var dyppet og foer med en tyk streg over disse skaanselløse, hadefulde linjer. Det var en fortvivlet streg, forsaavidt der hørte et for-
