hos mig? Jeg skammer mig ved at tilstaa, at det ikke var saa, den var i det mindste blandet med glæde. Hvorledes kan jeg forklare denne modsigelse? Jeg veed det nu, det var ikke følelsesløshed, der lod mig beholde ligevægten i det øieblik, — med en anden ligegyldig person skulde jeg maaske have grædt. Min kjærlighed grænsede paa den tid til et slags tilbedelse. Han hævede sig saaledes over alt, hvad der omgav mig, at jeg kunde blot tænke ham som overseende og ynkende andre, men ikke som gjenstand for nogen slags medlidenhed. Jeg kunde ikke tænke mig sygdom, huuslige sorger og disse almindelige trivielle jordiske elendigheder i forbindelse med ham, de kunde ikke naa ham, troede jeg. O, jeg erindrer engang B.(ernhard Herre) sagde han var fattig — paa point til at lide nød — og noget oplivende gjennemfoer mig, — han fortalte, at folk fandt at han havde tabt sig saa, — og jeg følte et slags glæde derved. Er denne grusomhed følelsesløshed? Nei, der var en slags trøst i, at han ikke var hævet over tidens forandringer eller ulykkens stød; den elskede kommer os nærmere derved, og man griber begjærlig efter dette foreningspunkt med ham, derfor var ogsaa en glædefuld følelse den fremherskende hos mig ved skildringen af hans sorg.»
Det var ingen let sak for Camilla Wergeland at hævde sin følelse i de vilkaar hun levet under. Partimotsætningerne tilspidset sig i disse aar til personlig fiendskap mellem de to høvdinger, Welhaven og Wergeland. I 1832 utsendte Welhaven
