Bedst hadde hun det, naar hun hadde fundet en ubemerket plads i den Herreske familiekreds, mens Welhaven læste noget høit for dem. Da sat hun og beruset sig i klangen av hans stemme og glemte alt omkring sig i salig beskuelse av hans overjordiske vidunderlighet.
Efterhaanden kom de hverandre dog nærmere, der utviklet sig etslags forhold mellem dem, og de meddelte sig en tid til hverandre gjennem breve, — hvad der dengang var yderst sjelden og dristig mellem to unge mennesker av forskjellig kjøn.
Hendes kjærlighet var tilbedelse, han stod paa et høit sted, hævet over al menneskelig svakhet; hun laa ydmygt i støvet for hans føtter, vovet neppe haabe at han skulde opdage hende. En helgen var han, — St. Sebastian kaldte hun ham, — og det er rørende at se hvor taknemmelig hun blir da hun opdager at han allikevel var et menneske. «— — — — Derpaa fortalte han om sin familje, hvilken frygtelig tid det havde været for ham, da hans fader døde. Han kom hjem for at se ham død, hans moder fortvivlet og 8 smaa sødskende jamrende. Da han sagde dette med den bløde stemme, han undertiden antager, naar han er alvorlig stemt, og jeg saae hans ansigt havde et alvorligt udtryk — jeg er ikke vis paa det, men jeg synes der skimtede taarer i hans øine, — hvad var, hvad synes da rimeligere, end at jeg var blevet dybt rørt med ham, at medlidenhed havde været den herskende sindsbevægelse
