mig, om det er sandt. Jeg tænker saa ofte, at jeg vil lægge merke dertil; men det tillader hans øine ikke».[1]
Hun var under fortryllelsen første gang hun saa ham, ja egentlig før hun hadde set ham, — bare hørt hans røst. Det var i Kristiania hos kjøbmand Herre, hvis søn Bernhard var Welhavens elev og ven. — Vinteren 1830. — «Kommen indenfor porten, hørte jeg stemmer oppe i trappen af et par nedskridende. Den ene en klangfuld bergensisk, den anden Bernhard Herres. Var det et varsel? en underlig angst betog mig, og jeg reddede mig bag hjørnet til gaarden, indtil farvandet var frit.»
Senere møttes de hyppig hos Herres, av og til ogsaa andre steder. Den angst som hadde grepet hende første gang hun følte hans nærhet, forlot hende aldrig helt. Hun følte det som en ulykke hvergang han nærmet sig, hadde mest lyst til at flygte til verdens ende, fandt ikke ord, kunde ikke være sig selv, og var bakefter altid dypt fortvilet over hvor uheldig og dum hun hadde været. Hendes følelses overvældende styrke tok magten fra hende, og hertil kom tidens dypt rotfæstede kvindelighetsideal som gjorde det til en forbrydelse, en utilgivelig crimen læsæ virginitatis for en ung pige med den svakeste antydning at røbe at der bevæget sig noget i hendes hjerte.
- ↑ A. Collett: Camilla Colletts Livs Historie. — Denne bok indeholder en rigdom av stof til belysning av fru Colletts indre liv.
