Hun var ikke noget almindelig pikebarn, denne syttenaaring. Hun tilhørte en merkelig slegt og var vokset op utenfor det konventionelle byliv. Eidsvold prestegaard var en vel avgjemt krok, og i de fleste av aarets maaneder var ensomheten knugende.
I disse stuer levet hun omgit av sterke, — voldsomme personligheter; gamle provsten var en høit begavet mand som i sin prestegjerning ikke paa langt nær fandt tilstrækkelig tumleplads for sin vældige virketrang, livet hadde paa forskjellig vis rammet ham, bitre skuffelser hadde næret hans naturlige anlæg til melankoli, og hans tause tungsind ruget ofte som en mørk sky over hjemmet. Hendes ældste bror, den geniale Henrik, var naturligvis et oplivende element, naar han ruset ind i prestegaarden, fuld av begeistring og lystighet, ofte i det merkværdigste følge, fantastisk i sine indfald, uberegnelig i hvad der kunde komme. Han kunde nok være varm og kjærlig mot sin søster, trykket av og til i forbifarten et heftig kys paa hendes kind, — men en paalidelig støtte for et svaiende siv av et ungt pikesind, — det var Henrik Wergeland ikke.
Det var allerede en kampens tid herhjemme; de politiske og sociale og litterære motsætninger begyndte at tørne sammen, tordenen av de første slag braket allerede utover vort lille samfund. Wergelandene stod midt i striden — baade far og søn — og kampens bølger rullet ogsaa ind i den ensomme prestegaard. Skjønt Nicolai Wergeland
