Da Camilla Wergeland første gang møtte Welhaven, var hun 17 aar gammel, han var 22.
Hun var skjøn som et syn; «rygtet om hendes skjønhet svæver endnu over hendes navn som en gylden sky». (Mathilde Schjøtt i 1903). Der var noget flygtende, svævende over hendes skikkelse som gav indtryk av noget næsten overjordisk. Naar hun traadte ind i balsalen, vendte alles blikke sig i taus beundring mot hende.
Der kom en stands i soiréen,
da præstens datter traadte ind,
og sladren, der gik om til théen,
blev stum ved hendes lette trin.
Den fine alf paa sexten aar
var fostret i de grønne dale,
og i vor vinterlige dvale
vi studsede ved hendes vaar. —
Det nytter lidt paa prent at tegne
den yndets form, vi dvæled ved;
den træffes ei, om allevegne
man henter ord for deilighed
— — — — — — — — — —
— — — — — — — — — —
Men hvad der klarest laa for øie,
og hvorpaa mindst blev givet agt,
var hendes hele væsens høie
og dog naive tryllemagt.
Hun stod med en usynlig krands
i denne festlig smykte skare;
thi kun om hende laa den klare
og milde kvindeligheds glans.
