Er der nogen undtagelse fra denne lov, saa var ialfald Camilla Collett ingen saadan undtagelse. For hende blev manden skjæbne. Eller rettere mændene, for der var to.
Først traf hun Welhaven og elsket ham med sin dype og sterke sjæls altfortærende lidenskap; men Welhaven, den utaknemmelige, turde ikke gripe til eller grep ialfald ikke til, han forsmaadde den rike skat som laa for hans fot, og derved tilføiet han hende et ulægelig saar som blev bestemmende for indholdet av hendes lange, smertensrike liv.
Siden traf hun Collett, som reddet hende ind i et kjærlig egteskap som blev hendes sanatorium. Det saar hun hadde faat, kunde ganske visst ikke læges, men vel kunde det lindres ved den mest forstaaelsesfulde og ømmeste pleie. Og da Collett døde, efterlot han hende et lægemiddel som paa en maate gjorde livet levelig for hende. Dette lægemiddel var hendes litterære produktion. Collett kunde selvfølgelig ikke skjænke hende produktionsevnen, — det var hendes vuggegave, — men hvad han gav hende var tilliden, modet og viljen som var nødvendig for at bryte igjennem de hindringer som dengang endnu laa opstablet paa en norsk forfatterindes ubanede vei.
Det første man maa gjøre for at naa ind til utspringet for Camilla Colletts forfatterskap, — er at søke hende i hendes forhold til Welhaven og Collett. Først og fremst Welhaven.
