Og saaledes blev Hans jæger romanforfatter. Han manglet den egentlig skapende evne. Var han ganske fri for den lavtliggende løgn, som dækker og skjuler og fusker sig til kompromisser, saa var han paa den anden side ogsaa blottet for «den guddommelige løgn», uten hvilken intet fuldbaarent kunstverk kommer til verden. Han magtet ikke at skape kunstneriske monumenter; men derfor er hans verker ikke værdiløse, de blir staaende som menneskelige dokumenter; fremtidens kulturhistoriker eller aandshistoriker vil i dem finde en kilde, som paa grund av forfatterens hensynsløse blottelser kanske bedre end nogen anden vil gi indsigt i visse menneskelige sjælstilstande og enkelte sider av norske samfundsforhold i en bestemt tid.
Der var i Hans Jægers ansigt to smil, det ene sat om hans mund og var næsten aldrig borte; enhver som bare gik forbi ham maatte se det. Det var medlidende haan; smilet hos en mand som gik omkring alene og hadde ret likeoverfor den samlede menneskehets kompakte taapelighet; her hadde avleiret sig alle hans forbløffelser over at nogen gad si noget andet end den nøiagtige sandhet, og alle hans forargelser over at det næsten var umulig at finde et menneske som kunde forstaa de aller simpleste ting.
Men han hadde som sagt ogsaa et andet smil, som kanske ikke alle har set; det sat i hans øine og var en barnlig, hjælpeløs bøn om ømhet, det straalet ut fra varmekilden i hans væsen. Herfra
