kom ogsaa irregulariteten i hans liv — ti heller ikke Hans Jægers sjæl var nogen syllogisme — og underlig nok, denne mand, som i sin hensynsløshet aldrig tok i betænkning at si eller gjøre ting som kunde saare, han var selv saa ømskindet, saa saar at han i aarevis kunde gaa og lide under virkelige eller indbildte krænkelser. Slikt er ikke konsekvent eller logisk; men det kom allikevel fra de strøk i hans sjæl som ikke var de mindst værdifulde. .
Der vil bli fældt forskjellige og yderst avvikende domme om Hans Jægers virke; men den dom vil ingen fælde, at hans liv var virkningsløst. Og vi som stod ham nær eller hadde staat ham nær, vil ikke let glemme ham; naar vi tar frem vore minder, vil han træde ut av erindringshoben med sit utprægede fysiognomi, som en for sig selv, en personlighet — ikke blot ved sin ubønhørlige sandhetskjærlighet og sin logiske selvfølgelighet, men ogsaa med den varme i sit væsen, som gjorde at vi ikke bare undredes over ham, men ogsaa blev hjertelig glad i ham.
