selvbebreidelser; her var kanske noget du burde ha fortsat, eller endnu pinsommere: her kunde du kanske ha gjort noget gagn som du ikke har gjort.
Det er meget længe siden at jeg stod Hans Jæger nær, og jeg er derfor kanske ikke den rette mand til at tale ved hans baare; men da jeg blev anmodet om det, kom der saa mange følelser over mig, og det faldt mig ind at er der noget menneske som ikke har forandret sig, som altid var og blev den samme, saa var det vel Hans Jæger.
Det billede av ham som har fæstnet sig i min sjæl, er mere end tredive aar gammelt. Han delte dengang — med den sans for matematik som altid var ham eiendommelig — sit liv i to omtrent nøiagtig like store halvdele. Den ene halvdel av aaret brukte han til at skaffe sig noget at leve av, den anden brukte han til at skaffe sig noget at leve for; fra februar maaned av sat han naglet til referentbordet i Stortinget som en av de anerkjendt dygtigste stenografer; men ved St. Hanstider pakket han sin kuffert og sin bokkasse og drog op til en gaard paa Nordre Land, hvor han blev sittende til Stortinget atter samledes. Foran sig hadde han sin kjæreste skat, sine bøker, — altid de samme, Kants, Fichtes, Hegels verker.
Han vilde finde en mening i livet.
Meget kom der ikke ut av disse spekulationer, — alt ialt en liten avhandling, «Kants fornuftkritik», som imidlertid staar for min erindring som et litet mesterverk av fortætningskunst, et fin-
