Da hr. stiftsprovst Gustav Jensen i en avis, uten selv at ha været tilstede, har betegnet min optræden ved Hans Jægers grav som litet lojal og litet taktfuld og min mindetale som obligat anerkjendelse, har jeg efter opfordring nedskrevet hvad jeg sa. Da jeg ingenting hadde skrevet paa forhaand, kan jeg selvfølgelig ikke indestaa for at ordlyden i alle enkeltheter er nøiagtig den samme i det skrevne som i det talte. Men jeg hadde meget nøie gjennemtænkt hvad jeg agtet at si, og da jeg i den slags ting har en god hukommelse, kan jeg indestaa for at hver eneste nuance i tanken er kommet med, og intet er utelatt eller tilføiet.
Det skulde unegtelig interessere mig, om hr. stiftsprovsten med dokumentet i haand vilde vise mig den høflighet at paavise de taktløsheter, den illojalitet, den obligate anerkjendelse, han finder i mine ord.
De av os som er kommet litt op i aarene, har ret som det er en vemodig oplevelse: vi læser i en avis, at en ungdomsven, som vi i mange aar har været borte fra, er avgaat ved døden, og der dukker uvilkaarlig op i vor sjæl mange fjerne minder, erindringer, som alle tar farve av naboskapet med døden. Og hvad værre er, stundom kommer der sammen med erindringerne ogsaa
