overmaade doven, han hengav sig tidlig til den tro, at han ikke taalte motion, og i denne tro levet han saa konsekvent at det tilslut blev sandhet, hvad der vistnok mere end noget andet bidrog til at forkorte hans liv. I sin ungdom yndet han den liggende stilling; naar vi besøkte ham, fandt vi ham i regelen utstrakt paa sofaen mellem bøker, læsende; det saa noksaa ubekvemt ut, for de bøker han tumlet med, var for størsteparten svære folianter, han hadde nemlig tidlig faat smak paa at læse leksika, han læste dem fra perm til perm, og naar vi undret os, svarte han bare: «Det er meget spændende.»
Ordene var for ham levende væsener hvis skjæbne det var hans lidenskap at utpønse, han maatte vite hvor de kom fra, og hvor de gik hen, eftersøkte dem tilbake til deres oprindelse, saa langt det lot sig gjøre, fulgte dem i deres vekst, deres ophøielse og deres fornedrelse, deres død og deres gjenopstandelse, var sterkt optat av deres personalhistorie, snuste som en detektiv i de skjulteste sprogkroker for at opspore deres slegtninge, nære og fjerne, og la den ene provins efter den anden under sit herredømme. Tilslut myldret der tusener og atter tusener slike ordvæsener i hans hjerne, og han satte hele sin vældige arbeidskraft ind paa at opdage de love som behersket denne verdensfamilies liv, — baade de fysiologiske — lydlovene — som har sin hemmelighet skjult i selve det menneskelige sprogorgan, — og de psykiske — de grammatiske love — som har sin rot
