i menneskesjælens bygning, dens logiske behov og dens affekter.
Dette var hans livs spænding, den betok ham i en grad som kun kan sammenlignes med en stor kunstners besathet av sit verk. Stundom kunde det være ganske ængstende, han spiste ikke, sov ikke, var som bortkommen for verden utenfor, gik omkring som en somnambulist; selv kortbordet, som han ellers fandt sin kjæreste hvile ved, kunde ikke fængsle ham, han vandt solo i kulør uten at smile, blev mange bêter uten at bande, var ikke sig selv. Han hadde skimtet en lysning, hvori han anet nye veier til klarhet over de lykiske indskrifters mysterier, og de problemer som nu opstod i hans hjerne, absorberte ham med en hallucinations styrke.
Der var meget av en kunstner i Torp, — baade i hans almindelige sjælelige struktur, og, saavidt jeg kan forstaa, ogsaa i hans forskning; han var mere seer end tænker, hans svakhet var argumentationen, han hadde ikke altid taalmodighet til at lægge sammen, eller til at ta alle led med, der tændtes et blus her og et blus der, uten at ledningen mellem blussene altid laa klar, der var noget springende i hans tankegang som ikke var let at følge og som kunde gjøre en meningsutveksling mindre frugtbar.
Som mange kunstnere var han utpræget individualist, bohemien, immun mot al slags borgerlighet, likegyldig for sit ydre som han skammelig forsømte, for penger som — i hans ungdom ial-
