saftige humor og paradoksale lystighet, selv om han ikke var blottet for stilfærdig tørt lune, og hadde humør nok til at more sig hjertelig, naar Daae hengav sig til sine rabelaiske verbalorgier.
Det var ikke let at være skolemand i vore dage for en mand av Erichsens meninger, det var at leve mot strømmen, mot den strøm som fra de voksende naturvidenskaper fløt utover skolen og tok med sig mere og mere av den humanistiske dannelse, helt og holdent slukte græsken og fortærte store stykker av den elskede latin. Erichsens ideal var sikkert at lede en lærd skole, en liten eliteskole paa klassisk basis med 100 elever eller slik; men tiden vilde det ikke saaledes, — den skole Erichsen ledet i de sidste 20 aar, blev i medfør av den demokratiske utvikling mere og mere til en fortsættelsesskole for folkeskolen; Stavanger kommune drev den i og for sig priselige politik i massevis at utdele stipendier til folkeskoleelever, som derved sattes istand til at komme ind paa Kongsgaards skole, skolen vokset ved denne tilstrømning til at gi plads for mange — jeg husker ikke for øieblikket hvor mange — hundrede elever, og dens hovedopgave blev en masseproduktion av middelskolekandidater, — hvad der sikkert ikke var efter rektorens hjerte. Hertil kom at han ved Stavanger skole hadde mange andre vanskeligheter at overvinde. Da han overtok sin stilling, saa forholdene temmelig haabløse ut; der hadde under interregnet efter rektor Steen utviklet sig ganske anarkiske tilstande ved skolen,
