to av dens lærere laa endnu i proces med den avgaaede rektor, fiendskapet mellem lærerne indbyrdes var en offentlig hemmelighet, latinskolen var en tid et yndlingstema for skandalsyken, disciplinen var elendig, undervisningens resultater ikke bedre. Da saa Erichsen kom og man saa hans lille uanseelige skikkelse og det bleke, litt svakelige forskeransigt, rystet man paa hodet: hvordan skal dette gaa?
Men det gik; snart hørte man mindre og mindre fra Kongsgaard, og efterhaanden maatte bysladderen gi avkald paa latinskolen og søke sig nyt stof. Erichsen hadde snart erhvervet sig baaden sine i læreres og sine elevers agtelse og kjærlighet, og skolens drift gik lydløst og rygteløst, slik som den skal.
Dette resultat opnaadde rektor Erichsen, — ikke ved glimrende læreregenskaper — jeg har aldrig hørt nogen av hans elever fortælle om uforglemmelige timer, slik som tilfældet altid er naar gamle elever kommer til at tale om Steen —; nei han opnaadde det ved sin stilfærdige, regelmæssige, nøiagtige administration, ved sin aldrig svigtende lojalitet selv likeoverfor de skoleforordninger som var hans hjerte mest imot, og først og sidst ved sin ubønhørlige pligtopfyldelse, sin hengivelse i arbeidet; han var altid selv den første paa pletten, og fra hans eksempel fløt der utover skolen en pligtopfyldelsens selvfølgelighet som i forbausende kort tid forvandlet det kaos han overtok, til den kosmos han nylig forlot.
