ubehjælpelighet og kompositionens iøinefaldende løshet, men fru Collett mangler — likesom de øvrige skrivende medlemmer av hendes familie, faren og broren, i altfor høi grad skikkelsedannende fantasi. Hendes flakkende stemningsomtumlede sind var intet moderskjød for digterisk menneskefødsel, personerne lever ikke i aarevis inde i hende, som i Ibsen, vokser ikke paa egen haand, utvikler sig ikke, faar ikke egenskaper som stundom forbauser deres eget ophav og løsgjør sig ikke som selvstændige fritstaaende væsener. Heltinderne og helten i «Amtmandens Døtre» tilbringer en stor del av sit liv ved skrivebordet, hvor de — likesom Camilla Collett og hendes veninde Emilie Diriks — i lange breve, dagboksoptegnelser og selvbiografier — fortæller om sig selv, sit hjertes bevægelser, sine sorger og livsresultater. Hele boken er for en stor del — trods de mange navne — skrevet i første person.
«Amtmandens Døtre» blev da ogsaa hendes sidste egentlige digtning. Alt hvad hun senere skrev hadde digteriske elementer, fremforalt «I de lange Nætter», den ypperste selvbiografi vor litteratur eier; men fritstaaende kunstverket frembragte hun aldrig efter «Amtmandens Døtre».
Det allermeste av hvad hun senere skrev, var leilighetsproduktion, føljetoner, indlæg fremkaldt av indtryk hun hadde mottat, begivenheter som hadde grepet hende, en bok hun hadde læst, en iagttagelse som hadde vakt en tankerække eller slaat an en stemningsskala. Hun samlet det efterhaanden
