altsammen i bind under karakteristiske titler: Bekjendelser, Fra de Stummes Leir, Mod Strømmen.
Det mest fremtrædende træk i dette forfatterskap er hendes voldsomme impressionabilitet som holdt sig usvækket til hendes sidste aar; hun var av naturen utstyret med tynd hud, men hendes ungdoms tragedie hadde saa at si flaadd hende, saa hun gik omkring som en sitrende bundt av nerver som heftig reagerte mot enhver berøring, enhver smerte, enhver lidelse, ikke bare sin egen, men al verdens lidelse, ikke bare kvindernes, men alle undertrykte, alle ulykkelige, de fattige og forlatte, dyrene som blev mishandlet, plantene som blev forsømt.
Men midtpunktet i hendes liv blev kvindernes sak, samfundets mishandling av kvinderne var menneskelivets allervigtigste anliggende, om ikke det eneste, og det var det som gav farve til hendes pessimistiske syn paa verdens fortvilet forkjerte gang.
I det væsentlige blev hun staaende ved sit utgangspunkt og hun kom aldrig til at interessere sig synderlig for «den emancipation, der allerede har flyttet sine bestræbelser fra den usynlige verden over i den haandgribelige.»
Hun var nok med her og, hun har slaat vegtige slag i kampen mot den kjønslige dobbeltmoral, for avskaffelsen av den legale prostitution, for den gifte kvindes ret til sin eiendom og sit arbeide, for den kvindelige arbeiders ret til samme løn som den mandlige o. s. v.
