ionelle hensyn, skulde faa lov at strømme sin gjenstand imøte, at den kvindelige kjærlighet med sit finere lykkeinstinkt sikrere end nogen anden magt førte ind til det rigtige forhold mellem kjønnene, at den kvindelige kjærlighet ikke skulde forhindres i at ta initiativet, gi tegnet eller signalet, som hun senere etsteds kalder det. Fru Collett synes for alvor at mene at den kvindelige kjærlighet i frihet aldrig kan ta feil, og at den heller ikke kan forfeile sit maal. Og i dette lys kom hun efterhaanden ogsaa at se sin egen ungdom, saa den allerede saaledes, dengang hun digtet «Amtmandens Døtre». Nogen aar senere (1856) skriver hun i nogen optegnelser: «— — — Og atter bevæges jeg ved at skue tilbage til hine drømmens dage, naar jeg tænker paa at afstanden var en drømt. Den ideale mulighed kunde været en virkelig. Han kunde være kommet som Johannes til Barfüszle. Han kunde staaet pludselig en dag for mig og sagt: Her er jeg for at hente dig, jeg den uopnaaelige. Min ganger staar sadlet, men betænke dig maa du ikke. Den gaard derhenne seer du aldrig mere, aldrig de mennesker, der bo der, — vil du? Og saasandt som jeg var blevet levende, maatte jeg svaret: Aldrig mere, her er jeg, Juche!»
Hadde hun ikke flygtet i kvindelig uutgrundelighet, saa var han kanske kommet!
Kjærlighetens frigjørelse — det er den emancipation, «Amtmandens Døtre» handler om. Ved siden derav er der ogsaa en anden, — den
