lidet udviklede, at de ikke engang vælger fornuftig af fornuft. — — — — — — — — — — — —
Der er blot ett, der i sandhed bør vælge, og det er den kvindelige kjærlighed — —.
Af alle de drømte og virkelige egenskaber, der indtager en mand for den kvinde, hans valg falder paa, glemmer han blot en liden ubetydelig; det er hendes kjærlighed.
Merker han alligevel, at den lille ting mangler, saa tænker han: den kommer nok.
Men egteskabet tænder neppe nogen kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt fond med for at holde det ud — —.»
Dette paradoks vakte i høi grad samtidens forargelse og spottende munterhet; den kvindelige kjærlighet skal vælge — hvorledes skal det gaa for sig?
Men dette var for fru Collett det dypeste alvor, en visdom hun hadde kjøpt for sin ungdoms lykke og den sterkeste positive tanke i «Amtmandens Døtre».
Det behøver jo ikke akkurat bety, hvad spidsborgerne dengang gjønet over, at nu forlangte fru Collett at damerne skulde fri selv (selv om heller ikke det nu forekommer os saa forfærdelig som det syntes pene damer og herrer i 1855). Hvad Margrete mente og fru Collett krævet som en kvindelig ret, det var at hendes sjæls dypeste skat, hendes kjærlighetsevne ikke skulde svinebindes av et falskt kvindelighets- og yndighetsideal, at hendes følelse, uhindret av naturstridige konven-
