Side:Gerhard Gran - Norsk aandsliv i hundrede aar 3.djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
124


I hjemmene øves der — med den kjærligste hensigt — skammelig vold mot den unge kvindes baade aand og hjerte. Ikke skal hun tænke, ikke skal hun lære noget ordentlig, ved rokken er hendes plads eller i kjøkkenet, stikker hun hodet utenfor den snevre kreds, vover hun et ord i mændenes samtale, antyder hun noget som ligner en selvstændig mening, saa møtes hun med smil, gjælder for en raring, en farlig undtagelse. Sin glæde kan hun finde, sine triumfer kan hun feire i balsalen, aandelige fortrin er der ingen som forlanger av hende. Slik vokser hun op i et liv uten dypere interesser, uten alvorlig beskjæftigelse, fuldt av tomme glæder, en indholdsløs dukke, en henrivende gaas. Som hendes bror studerer jus eller medicin, saa studerer hun til egteskap. Men hvorledes er det hun blir forberedt til dette studium? Jo, det som kræves av hende er først og fremst at hun skal være hvad man kalder kvindelig, d. v. s. undseelig, blufærdig, tilbakeholden, stum med det som hendes hjerte er fuldt av, en uutgrundelig gaade, yndig og ufattelig. Men dette er at forspilde menneskelivets ædleste stof; lykken vil gripes, den forfølger ikke den flygtende. Den kvindelige følelse er det sikreste grundlag for et samlivs lykke.

«Naar det var muligt,» heter det i Margaretas dagbok, «burde mændene aldeles ikke vælge. De vælger mest efter sanselige indskydelser, de sætter besiddelse over alt.

Kvinderne burde heller ikke vælge. De er saa