knuselses tragedie, — det er romanens kimblad, dens nerve og dens tendens.
Denne tendens er fru Collett sig fuldt bevisst allerede under konceptionen. I et brev til J. L. Heiberg, hvem hun sendte en del av manuskriptet til prøvelse, fortalte hun at «tendensen» fra førstningen ganske uvilkaarlig hadde sneget sig ind, men at hun senere hadde «udviklet den og ledet den som en kilde, igjennem det hele». Og hun gjør alt her klart rede for tendensens indhold, hun sigter nok mot kvindens frigjørelse, men det gjælder ikke for hende «den emancipation, der allerede har flyttet sine bestræbelser fra den usynlige verden over i den haandgribelige,» for uden trænger vi endnu ikke til. — Jeg har blot villet indsætte følelsen i sine rettigheder, villet vise, at den kvindelige kjærlighed altid burde finde sin gjenstand, at den aldrig — hvad mangler den end kunde møde i denne, burde kunne skuffes, at der gives kun en virkelig skuffelse for en kvinde, den ikke at maatte faa leve og lide for den udvalgte; jeg har villet vise, hvor uvorrent og uforsonligt samfundet handler med dette menneskelivets dyreste, ædleste stof, og at al den kulde og splittelse i familjerne, al ulykke med andre ord, kan ofte, altfor ofte søges deri, at dette spildes.»
Kvindens frigjørelse fra det snevre familielivs og det gjængse kvindelighetsideals uindskrænkede despoti, — det er det fru Collett kjæmper for i «Amtmandens Døtre».
