den heftigste sorg hadde lagt sig og kondolancevisittene var avlagt, og hun saa sig om for — nødtvungent — atter at ta fat paa livet, da opdaget hun med bitterhet at det var blit tomt omkring hende.
«En enkes lod, og i vort land! Dette endnu! Jeg beredte mig dertil; men selv den kjækkeste kan ikke indestaa for sig, naar han staar ansigt til ansigt med det forfærdelige, og saa er der undsluppet mig et skrig, mit livs længe tilbageholdte. Man fortalte mig at dette var en digtning, at det stemplede mig som forfatterinde.»
Dette skrik var «Amtmandens Døtre» som fru Collett selv altid betragtet som sin egentlige forfatterdebut.
Det længe tilbakeholdte skrik.
Ja, for nu blev det allerhelligste skrin atter tat frem, fortiden; det var hendes oplevelse med Welhaven som avtvang hende skriket. Hun har til overflod bekjendt det: «— — dette forhold, der forbitrede en lang ungdom, har givet min opfatning af og arbeide for kvindens sag et stærkere stød end maaskee noget andet. Jeg fik et grundigt begreb om, hvilken jammerfuld afhængighed hun, og maaskee netop her paa hendes eget gebet følelsen, er tvungen til at indtage, at der kan indtræffe forhold i livet, hvor hun kun levnes valget mellem den stille sønderknuselse og den mere officielt begabede afretning — jeg valgte det første.»
«Amntmandens Døtre» er den kvindelige sønder-
