sørgmodig før sol gik ned, den anden en mørk vinternat i et sykeværelse. «Omkring et leie sad flere personer, time for time. De talte ikke, de rørte sig ikke. De syntes blot aandeløse at lytte til et svagere og svagere aandedræt. Uret pikkede overlydt, med bestandig hurtigere slag. Og deres ansigter var blege som urskiven, og de stive miner viste alle med frygtelig overensstemmelse til det samme punkt, det ubønhørlige, forfærdelige Forbi. Og dog vilde en af dem ikke tro det og tilbragte den hele nat med at gruble over, om det var sandt, og denne ene — I ved, hvem det var! To eneste paa en ø midt i det store, øde hav; — den, ene bliver igjen; hvorledes kan man ogsaa fatte det? Ak, først i de lange, lange bekymringens nætter, der følger efter en saadan nat, lærer man at fatte, at det er sandt; fatte, at noget saa grusomt kan ramme en, som at man kan være to paa en vild ø og blive alene igjen.»
Saa stod hun der forlatt med 4 smaa sønner — den ældste 9, den yngste 3 aar gammel — med en tarvelig enkepension. Enke! — Hver gang fru Collett nævner dette ord, farer der en gysen gjennem hende, og hun fyldes med bitterhet. «Trinnet fra at være fru bureauchef eller fru professorinde N. N. til enkefru do. danner en overgang, hvorimod det berømte tarpeiske spring maaskee ikke har andet forud end næst lidt mere malerisk effekt den unegtelig betydelig kortere proces.»
Hun hadde været midtpunktet i en kreds, nu var der ikke længer nogen kreds om hende; da
