Man kan sikkert antage, at Johan har gjort alt, hvad Sagen ventede af sine bedste elever; han har ganske vist udenfor skolen læst alt, hvad læreren anbefalede ham, og det for en skolegut ikke ubetydelige litteraturkjendskab, som P. A. Jensen omtalte som sin eiendom, har ganske vist ogsaa været Welhavens; han har rimeligvis ogsaa anskaffet sig sin »excerptbog«, hvor han nedtegnede sine yndlingsdigte. Men mest af alt blev han dog befrugtet af Sagens æsthetiske theorier og livssyn, hans ærbødige dyrkelse af kunstens helligdom, hans kjærlighed til skjønheden og had til alt det som var hæsligt og »forfjasket.«
Grundlaget for den opfatning af digterkunsten, som Welhaven senere udviklede til et formeligt system, og som skulde faa en saa afgjørende betydning for hans opfatning af sin tid og omgivelser, er saaledes allerede lagt paa skolen.
Endnu som ældre mand omtaler Welhaven Sagen med stor veneration, og han undervurderer ikke den betydning, han har havt for hans udvikling. »Fra Skolen,« skriver han i 1838, »havde en Lærer, som jeg elskede, medgivet mig en skjærpet Sans for Digterkunstens Kydskhed og Renhed.«[1]
- ↑ II, 179.
