tidlig udviklede skjønhedssans fik rig næring i Sagens undervisning.
Sagens styrke var, som vi har hørt hans smag, — han havde en udpræget forkjærlighed for det formelle; alt, hvad der virkede formløst og monstrøst, var ham en vederstyggelighed. Han havde ogsaa stor sans for det komiske og skal have været ubetalelig morsom, naar han i timerne slog sig til ridder paa, hvad han fandt dumt og latterligt. Johan havde i begge retninger anlæg til at skatte sin lærer, fulgte ham med henrykkelse, naar han lagde ud om Øhlenschlægers og Schillers digte, og lo af hjertens lyst, naar han haanede eleverne for deres stilistiske merkværdigheder.
Johan synes da ogsaa gjennem hele skolen at have hørt til Sagens yndlinge, selv om denne af og til maa klage over hans dovenskab i græsken. Han havde et ualmindelig smukt organ og læste fortrinlig; endnu i studentersamfundet omtales han som fremragende deklamator, og da han havde indsendt sin »tylvter« mod Wergeland til samfundsbladet, lod han ikke, som sedvanligt var, bladets redaktør oplæse dem, men betraadte selv kathedret for at udsende dem med større fynd. Ogsaa hans danske stile var »nydelige, tydelige og prydelige« og læreren en glæde.
