Side:Gerhard Gran - Norges dæmring.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
47


I guttedagene var det imidlertid ikke digtekunsten, Welhaven knyttede sine fremtidsdrømme til, — men malerkunsten. Hans anlæg for tegning var saavidt paafaldende, at baade han selv og hans omgivelser kunde tænke sig, at der boede en kunstner i ham. Sagen, der selv var dilettant i denne kunst, gjorde meget væsen af hans tegninger, og skal flere gange have talt til faderen om, at han burde sende sønnen til Kjøbenhavn; kanske havde han et stille haab om at redde en professor Dahl, til for fædrelandet. At Welhaven selv endnu længe, efter at han var blevet student, var usikker om, hvor hans talent egentlig laa, er sikkert nok. —

Under denne sterkt æsthetiske paavirkning og med det stille haab om selv at eie guddomsgnisten i sin sjæl, var det ikke at undres paa, om der i den unge Welhavens sjæl udviklede sig en sterk opposition mod den materialistiske aand, der omgav ham i Bergen, hvor der ei spurgtes »om Aandsbedrift«, men hvor »Bryst og Hoved« var et »Regnebret« og fisk var det eneste, som gjaldt »foroven og forneden«.

Det drag af aandshovmod, som hyppig kommer frem i Welhavens polemik, og som var det, der vakte mest forargelse i »Norges