høit optrukket Samarie gik fra Høimessen i Hospitalet til Høimessen i de »Søfarendes Fattighus«; — han kunde sjelden gaa en Bekjendt forbi uden at tale ham til, eller paa sine Spadseerfarter i Byen om Sommeraftenen støde paa en Familje udenfor Gadedøren paa dens grønne Bænk, uden at sidde ned imellem dem og ved sin ualmindeligt livlige, af den dristigste Mimik og Gestikulation understøttede Samtale at blive Indehaver af Familjens indre Historie.«[1]
Welhaven havde den dybeste kjærlighed og pietet ligeoverfor faderen, men satte ham ikke høit som begavelse; han mente, at han udelukkende havde sine anlæg fra moderen; men hende kjender vi desværre endnu mindre til.
Else Margrethe var yngste datter af residerende kapellan til korskirken, Johan Sebastian Cammermeyer og dennes anden hustru, Maren Heiberg;, en kusine af P. A. Heiberg. Cammermeyer betegnes af Daniel Thrap som »den sidste pontoppidaner«, han var en udpræget pietist, og hans hjem var stille og asketisk, al fornøielse var banlyst og presten en vederstyggelighed. Men den unge, smukke
- ↑ »Illustr. Nyhedsbl.« 1863, p. 238.
